Søvnproblemer, PTSD, angst og kronisk stress, kvinde, 64 år
Mail skrevet til klientens EMDR-traumeterapeut:
Jeg synes ikke, at jeg fik sagt meget om Susse, og om det hun gør, når hun guider og vejleder ift. søvnproblemer. Hvis du tænker, at du vil henvise andre til hende, synes jeg, at jeg skylder dig at sige lidt mere om, hvad jeg profiterer og har profiteret af i mit forløb hos hende.
Susse underviser i, hvad normal søvn er, og dermed forventningsafstemmer hun også, hvad man reelt kan forvente sig af forløbet. Hun tilsender løbende skriftligt materiale i det stof, hun gennemgår, så man kan fordybe sig og se tilbage på indhold, hvis man har brug for det.
Hun bruger et program, hvor man noterer sin nattesøvn hver morgen, som hun kan følge med i hjemmefra. Vi taler ud fra de uger, der er gået siden sidst.
Jeg havde, inden jeg startede, en klar forventning om, at det normale søvnmønster for mig ligger på 8 timer hver nat. Sådan har jeg sovet i mange år, men som hun har snakket med mig om, er jeg jo også blevet ældre, så et sted ml. 7 – 9 timer om natten inkl. nætter, hvor man sover færre timer, er mere realistisk nu, med den alder, jeg har.
Logisk for andre – måske – men det har sænket målsætningen for mig til et mere realistisk leje og dermed aftager presset for at “præstere 8 timer”.
Hun giver forskellige redskaber til, hvad man kan gøre, og hvad man kan tænke om de nætter, man sover meget lidt. Man vælger selv, hvilke aktiviteter og hvilke tanker, der er mest konstruktive for en selv. Det gør det meget lettere at håndtere nætterne og at være i det. At acceptere de dårlige nætter. De dårlige nætter er faktisk blevet meget motiverende for mig til at fortsætte processen, fordi jeg nu ved, at efter en meget dårlig nat, er jeg sikker på, at jeg kan sove den efterfølgende – og nu flere nætter i træk. Og fordi processen i det hele taget har gjort det muligt for mig at sove i flere timer sammenhængende i flere nætter om ugen.
Hun har også forskellige kognitive tips til, hvis jeg har haft angst og tankemylder – ting, jeg har omsat, og som har virket for mig.
Jeg har i det hele stor glæde af at blive fulgt så tæt i processen, fordi hun guider lige ind i mine specifikke problemfelter for mit søvnproblem, og dermed forsvinder magtesløsheden og hjælpeløsheden.
Susse fortæller, at der ikke er en standard for hendes forløb, fordi de alle er tilpasset den enkelte og dennes personlige udfordringer. Hun er fleksibel og meget vidende om processen.