Som beskrevet opleves angst for de fleste mennesker som noget meget ubehageligt og noget, der er rigtig svært at håndtere. Det kan være både uoverskueligt og frustrerende, og man kan føle sig både ensom og bange, når man står i det. Det kræver tid, tålmodighed og øvelse at lære at navigere i angst. Men det er vigtigt at huske, at ingen tilstande varer ved, alting i livet flytter sig, og du skal ikke leve resten af dit liv med den angst, som du måske oplever og føler lige nu.
Jeg har selv mærket angst i livet, så jeg ved, hvilke stærke kræfter vi taler om, og jeg ved, hvor ubehageligt det kan være at mærke den uhensigtsmæssige angst. Men angst er ikke farligt, selvom det mærkes sådan. Og med den rigtige støtte og de rigtige metoder og værktøjer som hjælp, er det muligt, at du kan få et helt andet forhold til din angst, og mange slipper også fri af den.
Viden skaber ro
Først og fremmest handler det om at vide noget om angst og vide noget om, hvorfor du reagerer, som du gør. Altså mekanismerne i at opleve angst. Som skrevet tidligere så er angst en naturlig forsvarsreaktion og i øvrigt en grundfølelse på lige fod med f.eks. vrede, glæde og tristhed, og derfor vil angst altid forekomme i den menneskelige krop. Men ved du, hvordan du skal forholde dig til din angst, så er det ikke så farligt længere og du vil føle, at du slipper fri.
Accept og eksponering
Den menneskelige psyke er desværre sådan indrettet, at det vi ikke vil have, får vi mere af. Med andre ord… Det vi har modstand på, avler ofte mere modstand. Derfor handler det i angstbehandling først og fremmest om at lære at acceptere angsten, når den kommer. At kunne være med den på trods af det du mærker, og at du ikke tillader angsten, at den får for meget magt over dig og dit liv. Det er en form for aktiv accept, hvor du på trods af angsten gør det, der giver mening for dig, men i det omfang, som du kan holde til i situationen. En gradvis eksponering hvor du stille og roligt vil erfare, at du kan klare en situation bedre og bedre og med tiden og øvelse opdager, at angsten vil aftage i styrke i takt med, at du lærer at være med den.
Uhensigtsmæssige tanker og adfærdsmønstre
Og så handler det om at arbejde med uhensigtsmæssige tanker og mønstre, som opstår ved angst, og enten erstatte dem med mere realistiske, beroligende tanker og støttende handlemønstre (kognitiv adfærds terapi) eller at lære ikke at give tankerne så meget opmærksomhed (den metakognitive tilgang). Dette så der kan skabes mere ro i dig og i dit nervesystem.
Jeg hjælper dig meget gerne på vej på en omsorgsfuld og tryg måde, hvor vi udfordrer dine nuværende mønstre og træner nye strategier med værktøjer, så du kan hjælpe dig selv i fremtiden. Jeg benytter de nyeste og mest anvendte metoder indenfor angstbehandling.
Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål til din situation, eller du kan booke en tid online her på min side.